Om Børne- og ungebyrådet

KORT OM BØRNE- OG UNGEBYRÅDET

  • Antal medlemmer: 31 (+ 9 suppleanter)
  • Antal opstillings-områder: 5
  • Alder opstillingsberettigede: 7. klasse til og med 17 år
  • Alder stemmeberettigede: 7. klasse til og med 17 år
  • Børne- og ungebyrådet bliver drevet af Århus Ungdommens Fællesråd. (www.aauf.dk)
  • Det voksne byråd kan bede Børne- og ungebyrådet om at komme med en udtalelse i aktuelle sager.
  • Børne- og ungebyrådet kan i hver byrådsperiode sende op til 4 forslag til det voksne byråd, som byrådet har forpligtet sig til at behandle
  • Børne- og ungebyrådet mødes med hele det voksne byråd mindst én gang om året – det sker til det såkaldte Dialogmøde.

BAGGRUND FOR BØRNE- OG UNGEBYRÅDET

Børne- og ungebyrådet i Aarhus kommune blev sat i værk på forsøgsordning i forbindelse med udarbejdelsen af Aarhus Kommunes Børn og Unge-politik i 2007. Ideen med et Børne- og ungebyråd opstod ud fra ønsket om, at inkludere børn og unge i diskussionen, formuleringen og vedtagelserne af børn og ungepolitik samt skabe dialog med dem som lovgivningerne påvirker, de unge selv.

Et Børne- og ungebyråd er ikke et nyt fænomen i Danmark, og erfaringer fra lignende byråd i Norge (vi har besøgt unge-byrådene i Bergen og Oslo), men også i bl.a. Horsens og Køge kommune, har været en glimrende inspirationskilde for organiseringen af et Børne- og Ungebyråd i Aarhus. Siden er Fredericia, Holbæk og Aalborg også kommet med, og flere byer er på vej med et ungebyråd.

Den praktiske gennemførsel af projektet foregår i et samarbejde mellem Århus Ungdommens Fællesråd (ÅUF) og Børn og Unge-forvaltningen.

Den oprindelige plan var, at Børne- og ungebyrådet skulle fungere som et ’skyggebyråd’ for det voksne byråd, det vil sige, beskæftige sig med samme politiske områder som det voksne byråd, men med en børne- og ungdomspolitisk vinkel. Dette viste sig dog at være umuligt i praksis. Det kunne heldigvis vendes til fordel for Børne- og ungebyrådet, da det gav mere fleksibilitet og dermed mere tid til at diskutere emnerne i bund.

Efter fire byrådsmøder besluttede Børne- og ungebyrådet at producere en liste med de 10 forslag, de synes var vigtigst, at de voksne politikere tog hensyn til. Det blev en stor succes. Gennem diskussion, dialog, afstemning og kompromisser lykkedes det de unge, ikke kun at blive enige om sådan en liste, men også om en plan over den økonomiske prioritering af den halve milliard kroner, der årligt tildeles børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune.

I foråret 2009 vedtog politikere fra begge fløje i Aarhus byråd derfor, at Børne- og ungebyrådet skulle gøres permanent.

Det gjorde de, fordi evalueringerne af forsøgsprojektet var rigtig gode, og fordi de unge, som havde været involveret, følte de havde været med til at gøre en forskel. Derudover viste det sig at være en god måde, at få engageret en masse unge mennesker og få dem til at interessere sig for samfundet omkring dem. Siden har Børne- og ungebyrådet vist sig at være en god sparringspartner for det voksne byråd.

Siden 2007/2008 har Børne- og ungebyrådet beskæftiget sig med mange forskellige emner. Herunder en forbedret seksualundervisning, en ungecafé hvor unge kan mødes på tværs af Aarhus samt et forslag om at få skøjtebanen tilbage til Aarhus C.

VEDTÆGTER FOR BØRNE- OG UNGEBYRÅDET
Vedtægterne for Børne- og ungebyrådet, er det grundlag som projektet hviler på. Heri er det praktiske vedrørende organisering osv. beskrevet. Læs vedtægterne her.