Hvordan stiller jeg op?

Drømmer du om at være med til at gøre en forskel for Aarhus? Så stil op som kandidat til Børne- og ungebyrådet!

Sådan gør du

1. Meld dig som kandidat senest d. 25. september her.

2. Vi inviterer dig til at lave valgmateriale sammen med os.

3. D. 22.-24. oktober er der valg på skolerne, hvor man kan stemme på dig.

4. Du får besked om eftermiddagen d. 24. oktober, om du er blevet valgt.

Hvem kan stille op?

Alle unge fra 7. klasse til og med 17 år, som bor i Aarhus Kommune kan stille op til valget.

Du behøver ikke vide noget om politik for at stille op – vi lærer det hele sammen! Det vigtigste er bare, at du har lyst til at diskutere og engagere dig i et mega fedt fællesskab.

Hvad kræver det at være medlem?

Du skal have lyst til at lægge noget arbejde i at være en del af Børne- og ungebyrådet. Som medlem skal du deltage aktivt i de syv ungebyrådsmøder, der er i løbet af skoleåret. Møderne ligger i skoletiden, men vi har en aftale med folkeskolerne i kommunen, så den tid du bruger med Børne- og ungebyrådet, bliver registreret som ”lovligt fravær”. Vi sørger for frokost og kage til møderne.

Derudover kan du vælge at deltage i møder og aktiviteter uden for ungebyrådsmøderne.

Hvordan foregår valget?

For at blive medlem af Børne- og ungebyrådet skal du vælges til valget i uge 43.

Alle unge aarhusianere fra 7. klasse til og med 17 år kan stemme til valget.

Valget afholdes på skolerne i Aarhus. Skolerne er inddelt i 3 områder, og der vælges cirka 10 medlemmer og 3 suppleanter i hvert område. Du stiller op i dit lokalområde, det vil sige, at det er eleverne på din egen skole og de andre skoler i området, der kan stemme på dig.

Valget afholdes d. 22.-24. oktober. Vi sender stemmesedler til hver skole, hvor navnene på kandidaterne i området optræder.

Når du stiller op som kandidat, kan eleverne i dit område altså stemme på dig. De kan også læse din valgtekst.

Skolen får også tilsendt en valgvideo, der fortæller lidt om de kandidaterne.

Efter valget sender vi sig en mail med valgresultatet. Hvis du er blevet valgt som medlem, er du med i Børne- og ungebyrådet resten af skoleåret.

Skal jeg lave valgmateriale?

Ja og nej. Når du stiller op til valget, beder vi dig om to ting:

  • en valgtekst på max 100 ord om dine mærkesager 
  • et foto af dig selv, som må vises på valgvideoen og valghjemmesiden sammen med din tekst

Hvis du har lyst, kan du derudover vælge at lave mere valgmateriale, som kan give vælgerne et indtryk af, hvem du er og overbevise dem om, at de skal stemme på netop dig. Derfor kan du vælge at lave én af følgende:

  • Lave en lydoptagelse, hvor du fortæller om dine mærkesager, og tager et eller flere baggrundsbilleder fx fra et sted i Aarhus, som betyder noget for dig. (max 40 sekunder)
  • Lave en videooptagelse, hvor du fortæller om dine mærkesager.  (max 40 sekunder)

Når du stiller op, inviterer vi dig til at lave valgmateriale sammen med os. Så hjælper vi dig med at optage lyd eller video, mens vi hygger os.

Du kan også vælge at lave valgmaterialet selv. I så fald skal du sende det til din tovholder eller til anna@aauf.dk senest d. 6. oktober.

Her er et eksempel på, hvordan en opstillingsvideo kunne se ud:

Hvad sker der efter valget?

Når valget er afsluttet, vil du få besked om, hvorvidt du er blevet valgt. Du får besked på den mailadresse, som vi har fået, da du meldte dig som kandidat, så den skal du huske at tjekke. Du kan blive valgt som enten medlem eller suppleant. Hvis du er blevet valgt, får du tilsendt mere information om dit kommende ungebyrådsarbejde og vi inviterer dig til en introdag.

Valgresultatet bliver også slået op på vores hjemmeside. Her vil dit navn og et billede af dig blive offentliggjort.

Når du stiller op til Børne- og ungebyrådet, godkender du, at dit foto og navn må vises, hvis du bliver valgt. Dine forældre skal skrive under på, at dit navn og foto må offentliggøres.

Hvad får jeg ud af at være med i Børne- og ungebyrådet? 

Hvis du bliver valgt som medlem eller suppleant til Børne- og ungebyrådet, lover vi, at du får et år fyldt med spændende udfordringer, en masse nye venner og muligheden for at bidrage til at Aarhus bliver en endnu federe by. Derudover får du et godt indblik i politisk arbejde og mulighed for at få stor indflydelse på, hvordan Aarhus skal formes i fremtiden.

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte dit senat som du kan finde her eller Børne- og ungebyrådssekretæren, Anna, på anna@aauf.dk eller tlf: 2987 8901.

Godt valg og held og lykke!

Du kan læse mere om hele opstillingsprocessen, og hvad det vil sige at være medlem i denne folder